NYHEDSBREV – december 2023
• Stikord fra generalforsamlingen
• Skru op for varmen
• Vigtigt – tjek din returtemperatur
• Ekstra Åbent Hus
Stikord fra generalforsamlingen
Året har været godt og skidt, lød det i formandens beretning. Eksempelvis kom både træpillekedlen og varmepumpen senere i drift end planlagt. Det har udløst dagbøder til vores leverandører, der dog ikke har kunnet dække merforbruget af gas. Det betød, at årets overskud blev mindre end forventet. Begge installationer er afprøvet, kører problemløst og leverer, hvad de skal.
Dermed er der sat punktum for anlægsarbejderne på solfeltet med fremtidssikring af værket, hvorefter solen nogenlunde vil kunne levere den varme, vi skal bruge april-oktober, mens træpillerne kan klare resten suppleret med varepumpen.
Blandt plusserne nævnte formanden også, at vi har fået mange nye forbrugere, og pt. har lige i underkanten af 500 husstande, hvilket er bedre end håbet, da vi startede Haslund-projektet. Samtidig er der flere udstykningsprojekter i gang i vores byer, hvilket vil give nye kunder over tid. Den samlede formandsberetning ligger på hjemmesiden (vokv.dk) under Profil -> Generalforsamling.
32 husstande var repræsenteret på generalforsamlingen.
Skru op for varmen
Da vi lavede årsafslutningen skulle forbrugerne have flere penge tilbage, end vi havde regnet med. Dels var året som helhed varmere end normalt, dels har flere nok sparet på varmen i forbindelse med de voldsomme energipriser og inflation. Problemet er blot, at værket stort set skal sende samme mængde varmt vand rundt i systemet, selv om enkelte husstande skruer ned for varmen. Dvs. vi producerer varme, som ikke bruges, og derfor ingen penge får for. Det er med til at presse prisen op på de KWH, der rent faktisk bruges og betales for.
Vigtigt – tjek din returtemperatur
I forlængelse af ovenstående kan vi konstatere, at temperaturen på returvandet er for høj, når det når værket. Det betyder, at vi ikke trækker optimal varme ud af det vand, der cirkulerer i systemet. Retur-temperaturen bør maksimalt være 35 grader, men ligger på 39-40 grader. Der er altså markante penge at spare ved en korrekt nedkøling.
Mangelfuld nedkøling kan ofte løses ved justering af anlægget evt. udskiftning af en ventil. Vi har derfor indgået et samarbejde med VVS-firmaet Hedegaard & Jespersen, som hver måned besøger de ti anlæg, der har den dårligste nedkøling. Med flere ældre anlæg og mange nye, der måske skal fin-indstilles, giver aftalen god mening for både forbruger og værk.
Du kan selv aflæse den aktuelle fremløbs- og returtemperatur på din måler. Alternativt kan du på forsiden af vokv.dk under Selvbetjening, forbrug, overblik finde punktet Mit forbrug, hvor returtemperaturen vises måned for måned.
Ekstra Åbent Hus
På generalforsamlingen blev der efterlyst et ekstra åbent hus på solfeltet, idet ikke alle havde set/haft mulighed for at deltage den 7. oktober. Derfor overvejes muligheden for et ekstra arrangement engang i det nye år. Nærmere følger.
Bestyrelsen ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår
Morten Bøhm, formand, Væth, tlf. 87 55 33 46 Rene K. Nielsen, Værum, tlf. 20 70 58 88
Søren Broch, næstformand, Værum, tlf. 28 44 46 11 Hanne Gregersen, Værum, tlf. 86 44 50 95
Ole Bloch, Værum, webmaster, tlf. 86 44 55 78 Per Helboe, Haslund, tlf. 86 44 55 68
Del på facebook