Formandens beretning 2024
Referat og beretning fra generalforsamlingen som PDF
Det forgangne år, har på mange måder ikke været så hektisk, som tidligere. Det er tydeligt, at vi nu har færdiggjort vores store projekter, og nu er i gang med at få kørt alt ind og driftet optimalt.
Når det så er sagt, så er der faktisk sket rigtig meget i det forgangne år. Jeg vil lave nogle enkelte nedslag, som ikke er i kronologisk rækkefølge.
Vi er lige begyndt på en lille tilkobling af små 100 husstande i Haslund. Vi har været i gang med gravemaskinerne for at sikre os, at mest muligt gravearbejde er gjort, før vinteren kommer over os. Og det har taget lidt tid med byggemøder mv. for lige at få alle detaljer på plads. Det er en rigtig god løsning for alle parter. For vores vedkommende, kommer der flere forbrugere på, hvilket gør, at vi er flere til at betale regningerne. Vi skal ikke udvide vores produktion, vi kan sagtens rumme det indenfor det eksisterende. Vi kommer til at have flere kunder til at aftage især vores solvarme, som jo koster det samme (nemlig lånene på solcellerne) uanset hvor meget eller lidt vi producere. Samtidig så er det markant billigere at blive tilkoblet varmeværket, end hvis man skulle opvarme med individuelle varmepumper.
Vi har næsten lige haft åbent hus igen. Det var et stort ønske på sidste generalforsamling, at vi åbnede dørene igen. Denne gang uden pølsevogn – som jo betales af de entreprenører, som afslutter et projekt hos os. Det var faktisk ganske pænt besøgt, og jeg tror de fleste havde en god dag – og der var mange pæne ord til både driften og bestyrelsen. Det er vi glade for.
Så havde vi lidt af et brag på værket Jebjerg. En pillesilo sprang i luften, og det gav både nogle forskrækkelser men også nogle overvejelser om, hvad det nu var for noget. Økonomisk har vores forsikring dækket det hele, og vi er oppe at køre igen. Men det har taget noget tid at finde ud af hvorfor det skete. Konklusionen er nok, at det har været træpille støv, som var årsag til uheldet. Og at det er sket uagtet, at vi får renset alt efter bogen, og faktisk også hyppigere end vi er anbefalet. Vi har forsøgt med et nyt setup der gør, at det ikke skulle ske igen. Men det skulle det jo heller ikke første gang.
Vi har i bestyrelsen forsøgt at sætte fokus på optimering af driften, og har igangsat en ordning med dårlig afkøling. Dårlige afkølere vil blive kontaktet af Hedegaard, som vi betaler for, at køre på besøg. Smeden vil herefter tjekke anlægget og indstille det korrekt. Hvis der skal skiftes en pakning, en termostat eller andet, kan det ske på stedet – på forbrugerens regning. Dette vil vi fortsætte med et stykke tid endnu, og på sigt vil vi nok begynde at arbejde med motivationstariffer. Altså at man skal bruge den varme der er i vandet, og sende det retur med en retur temperatur på 37 grader. Tariffen skal så betales for den mervarme men sender retur med. Der er rigtig mange penge, at tjene her. Men samtidig med, at vi arbejder på Hedegaard løsningen, så skal vi have indstillet det samlede anlæg helt korrekt – inden vi starter med disse tariffer. Det varer noget tid endnu.
Vores samlede produktionsanlæg består nu af solvarme, El varmepumpe, træpiller og i sidste ende naturgas. Solen er klart det billigste, varmepumpen kører nu kun, når priser er lave – og træpiller er standby. Gassen bruges stort set ikke. Derfor har vi efter flere års tilløb solgt vores motor i Jebjerg. Selvom den ikke kører mange timer, har den alligevel kostet flere hundredetusind kroner i drift/service mv. om året. Så det bliver en årlig besparelse.
Det kan også aflæses i vores regnskab, hvor vi har lavet et fint overskud, som vi jo skal for at betale de gamle underskud ud. Håbet er, at vi er i gang med det sidste år med udligning af gamle underskud, men det er jo ganske svært at spå om fremtiden.
Når vi er færdige med at dække gamle underskud, skal bestyrelsen kigge på det hele igen, og have fastsat nye priser. Kigger man på priserne lige nu, ligger vi i den tunge ende af pris skalaen sammenlignet med varmeværket i hele landet. Det er ikke noget vi er glade for, men det er sådan det er. Hvis vi fjerner de ting, som betales på vores overdækning ligger vi dog tættere på det store gennemsnit. Fjernvarmen er bare blevet dyrere, og det samme er alle ting omkring os – naturgassen er dyrere end tidligere, el priserne forventes at stige over tid, så både den kollektive varmeløsning og den individuelle varmeløsning er blevet dyrere og bliver nogle steder endnu dyrere. Så vi skal vendes os til en ny normal i forhold til priser. I kan bare se på madvarer i butikkerne, renter på lån i bankerne. Så når vi er færdige med, at betale vores underdækning, så forventer jeg, at vi ligger på niveauet med størstedelen af de andre varmeværker. Men niveauet er højere end det vi så ind i, for år tilbage. Det er desværre virkeligheden for os alle sammen.
Jeg har tidligere forsøgt mig med, at opfordre jer alle til at bruge noget mere varme, da det er bedst for varmeværkets økonomi. Varmeværket skal stort set producere den samme mængde varme, og sende den samme mængde varme vand rundt – uanset om den enkelte husstand sparer på varmen. Varmeværket sørger også for nat sænkning. Jo mere varme vi kan udfakturere til kunderne des mere, tjener værket og i sidste ende, kan det sætte priserne ned. Så mit sidste ord i denne beretning bliver igen, brug noget mere varme 😊
Tak for ordet.