Formandens beretning 2022 den 27-10-2022
Referat og beretning fra generalforsamlingen.
I dag er 2. gang jeg som formand skal holde en beretning på bagkant af et regnskab, hvor vi sætter prisen op. Det giver i sig selv anledning til panderynker og overvejelser om hvor er vi på vej hen.
Men i forbindelse med, at jeg har kigget referater og andet igennem for at lave min beretning, kan jeg bare konstatere, at hvis vi kigger i bagklogskabens klare lys, at så er der ikke så mange ting, vi kunne eller skulle have gjort anderledes. Bestyrelsen lavede en investeringsplan der omhandlede udvidelsen med Haslund, etableringen af solvarmen projektet indeholdt også en plan for etablering af varmepumper (og den plan er suppleret med en træpillekedel) og samlet set giver hvert enkelt projekt økonomisk mening, og værdi for varmeværket.
Men vi må bare erkende, at selvom vi har gjort alt det rigtige, så har omverdenen udsat os for lidt af hvert de sidste 2 år.
Da alt var fryd og gammen, lå den rene gasprise på 50 øre pr. kubikmeter, gasprisen har varieret meget og pt falder den, men den falder altså fra et niveau på mere end 20 kr. pr kubikmeter. I samme periode er elpriserne steget voldsomt – så generelt må man bare sige, at energi markedet giver os alle sammen panderynker både når vi mødes i varmeværksregi men også når man sidder hjemme og kigger på de samlede udgifter.
Men når det er sagt, så det ikke kun ynk og fortrædeligheder vi ser ind i. Vi satte som nogle af de første prisen op, og det betyder også, at vi – med alt det vi ved nu, og det vi tror vi kan forudse – er på toppen af prisen, og at prisen over tid vil være faldende.
Jeg ved godt det er en optimistisk stemme, og jeg ved også godt, at jeg for 3-4 år siden stod og fortalte om vi forventede priser på 11.500 kr. for et gennemsnitshus. Jeg ved også godt, at når først energi priserne er steget, så stiger de meget hurtigere, end de generelt falder.
Men lad mig gennemgå hvorfor jeg er optimistisk.
Vi kobler nye forbrugere på, som aldrig før.
Jeg ved, at nogle gaskunder har været skeptiske overfor varmeværket, men også hvorvidt de forudsigelser vi har lavet om vores priser og gaskundernes forventede priser. Jeg kan desværre konstatere, at vores forudsigelser holdt stik, desværre fordi det betyder kæmperegninger til dem, der sidder med gasfýrede huse. Det gode er, at jo flere vi bliver på fjernvarmen, des billigere bliver det. For vi bliver flere til at dele de faste omkostninger. Vores udfordring er nu, at vi kommer i bekneb med at få alle på inden de rigtig dyre gasregninger kommer. Bare et sjovt regnestykke – vi er formentlig omkring 450 forbrugere inden jul, det er 50 mere end vi havde regnet med. de 50 ekstra gør, at de andre 400 slipper 900 kr. billigere. Det gør dog ikke, at vi forventer at kunne sætte prisen ned, allerede i løbet af i år – for der er også andre ting, der er steget – men det viser bare, at vi er i den rigtige retning – og flere forbrugere giver over tid lavere varmepris.
Vi etablerer pillekedel og varmepumper
Pillekedlen er snart kørende og varmepumperne vil være i drift til næste fyringssæson. Hvorfor er det vigtigt, det er vigtigt, for uden disse produktionsmetoder, så vil vi skulle køre med gas i de allerkoldeste måneder. Til den pris verdensmarkedet nu dikterer. Nogen af jer vil måske påpege, at træpiller også er steget voldsomt i pris, og de kan være svære at skaffe. Der kan jeg berolige jer med, at vi før sommerferien indgik en langtidskontrakt, der gør at vi er sikret levering af træpiller og vi har låst prisen fast. Den er ikke så billig som den plejer at være, men den er halvdelen af markedsprisen lige nu. Så i denne fyrinssæson, er vi sikret mod uforudsete ting på denne del. Vores varmepumper er kørende inden sommerferien, og har får vi et stort tilskud for at igangsætte dem. Vi har sikret dette tilskud, ved at lave en tilsvarende dagbøde til leverandøren, såfremt anlægget leveres på en måde, som gør, at vi misser vores tilskud. Så vi har gjort hvad vi kan for, at alt kører efter planen her også. Varmepumperne kører jo på strøm, og nogle vil måske mpåpege, at det ikke giver en lavere varmepris. Men det kommer de til – og det er fordi varmepumperne er dimensioneret sådan, at de skal ikke køre hele tiden, for at give den nødvendige varme. Varmepumperne er dimensioneret lidt større end nødvendigt, så vi kan køre på de tidspunkter hvor strømmen er lavest, og dermed udnytte perioder med billig strøm. Groft sagt vil vi køre med varmepumperne om natten, hvor strømmen erfaringsmæssigt er billigere eller gratis – lagre varmen i vores akkutank, og bruge varmen om dagen. så når vi er kommet i drift med det hele, har vi hele grundlaget for, at sammensætte en produktion – hvor vi altid kan vælge det billigste miks, og dermed sikrer den billigste varmepris. Samtidig har vi fået udskiftet det meste af produktionsanlæg med disse investeringer, så vi udover at kunne lave en billig varme, også allerede har foretaget de nødvendige investeringer, der gør, at vi ikke er afhængige af en 25 årig gammel motor eller gaskedel.
Samlet set synes jeg faktisk, at vi står med gode kort på hånden. Vi er ramt af prisstigninger men vi er overbeviste om, at vi har set toppen af dem. På trods af det, er vores fjernvarme meget billigere end andre opvarmningsformer – og samtidig med, at vi bliver flere, og med de planlagte udstykninger i og omkring Haslund, bliver vi mange flere – og vi har produktionsteknikker til hele tiden, at sørge for, at hvis det ene eller det andet stiger, så er vi blevet meget mere robuste, end vi har været.
Så synes jeg, at vi godt kan være tilfredse med, hvor vi står. Selvom vi også i den grad er ramt.