NYHEDSBREV – marts/april 2022
- De barske realiteter
- Millionstort underskud
- Men overskud i kommende budget
- Megawatt-prisen stiger
- I samme båd
De barske realiteter
De uforudsigelige gaspriser har præget tidligere nyhedsbreve, og dette er ingen undtagelse. Med et regnskabsår, der synger på de sidste måneder, står de barske realiteter at læse i tørre tal.
Som skrevet i det seneste nyhedsbrev har vi i indeværende regnskabsår budgetteret med en gaspris på 4 kr./m3, hvilket blev overhalet allerede i december 2021. I de sidste dage har vi endda været oppe over 21 kr./m3. Heldigvis kører solfeltet så godt, at vi i resten af denne fyringssæson kan klare os med sol og træpiller, men frem til nu har vi løbende opsamlet et underskud på ca. 3,4 mio. kr.
Hertil kommer ”resterne” af det gamle underskud fra 2020/21, som vi betaler af på. Dermed kommer vores samlede underskud op på 5,8 mio. kr.
Overskud i kommende budget
Bestyrelsen vil anmode Forsyningstilsynet om at måtte betale underskuddet over tre år. Det afviger fra normal praksis, men vi forventer en accept, da situationen på energimarkederne også er meget unormal.
Lyspunktet i hele økonomien er, at budgettet for det kommende år viser et overskud på 644.000 kr. Overskuddet skyldes vores beslutning om, at sætte en ekstra træpillekedel i drift fra september, så vi kan lukke for gassen – der er altså på sigt grund til optimisme. I budgettet er indregnet en forventet stigning på træpiller, idet der er stor efterspørgsel på alternativer til gas.
Megawatt-prisen stiger
Men alt-i-alt ender facit – desværre som forudsagt – med en dyrere varmeregning. Sidste års prisstigning blev lagt på kvadratmeter-prisen, men da den nye prisstigning skyldes de accelererende gaspriser, lægges stigningen primært på forbruget. Det betyder, at Megawatt-prisen stiger med 312.50 kr. – fra 593,75 kr. til 906,25 kr. incl. moms. Dermed lander et gennemsnitshus på 130 m2 med et forbrug på 18,1 MWh på 27.353 kr.
Prisstigningen gælder fra 1. juli og opkræves pr. 1. august, hvilket ligeledes vil fremgå af den kommende PBS-meddelelse fra værket.
I samme båd
Prisstigningen havde vi alle helst været foruden. Derfor er det også kun en ringe trøst, at vi trods alt er i samme båd som andre fjernvarmeværker, der også slås med priserne. Værst ser det dog ud i områder uden fjernvarme, hvor den alt overvejende opvarmningsform er individuelle gasfyr. Alternativet her vil typisk være varmepumper, der lider under høje etableringsomkostninger og stigende el-priser.
Med venlig hilsen
Morten Bøhm, formand, Væth, tlf. 87 55 33 46 Hanne Gregersen, Værum, tlf. 86 44 50 95
Brian Sørensen, næstformand, Jebjerg, tlf. 86 44 55 45 Rene K. Nielsen, Værum, tlf. 20 70 58 88
Ole Bloch, Værum, webmaster, tlf. 86 44 55 78 Per Helboe, Haslund, tlf. 86 44 55 68
Søren Broch, Værum, tlf. 28 44 46 11
Del på facebook