Nyhedsbrev – oktober 2010
- Fortsat lav gaspris
- Varmeberegner
- Værket kører godt
- Møde med Randers Kommune
- Generalforsamling
- Elektronisk nyhedsbrev
Fortsat lav gaspris
I forlængelse af den gasaftale, vi har indgået, vil gasprisen frem til februar 2012 være 375 kr. incl. moms for en MegaWatt. For et standardhus (140 kvm.) betyder den fordelagtige gasaftale en besparelse på 1150 kr. årligt.
En tværgående sammenligning viser, at Værum-Ørum Kraftvarmeværk efterhånden ligger i den billige ende i forhold til andre barmarksværker.
Tjek løbende dit gasforbrug, så du hurtigt kan opdage evt. udsving i forhold til forventet forbrug.
Varmeberegner
Er du interesseret i at se, hvordan dine samlede varmeudgifter ligger i forhold til andre fyringsmetoder, kan du benytte varmeberegneren på værkets hjemmeside, (www.vokv.dk). Ved hjælp af beregneren kan du sammenligne naturgas med henholdsvis fjernvarme, el-varme, oliefyr og jordvarme for et hus i din størrelse.
Den samlede regning svinger for et standardhus fra godt 16.000 kr. årligt til godt 35.000 kr. – 22.500 kr. for Værum-Ørums vedkommende. Ser vi imidlertid på den rene varmeudgift alene er vores naturgas billigere end både el, olie og jordvarme.
Værket kører godt
Værum-Ørum Kraftvarmeværk kører teknisk fint. Meldingen kommer efter en ingeniør fra Randers Kommunens varmeafdeling har gennemgået værket i Jebjerg. Beskeden harmonerer med de løbende driftstal fra vores varmemestre.
Møde med kommunen
Vi har i tidligere nyhedsbreve orienteret om, at Randers Kommune i forsommeren indkaldte til møde vedr. Varmeplan Randers – uden det dog efterfølgende stod klart, hvad varmeplanen indebærer for de små kraftvarmeværker i kommunen. Vi har siden flere gange rykket for svar og fik omsider i august et separat møde med kommunen, hvor vi ville vide, hvad kommunens varmeplaner specifikt vil betyde for os som andelshavere i Værum-Ørum Kraftvarmeværk.
Mødet gav ikke den ønskede afklaring, men vi har siden telefonisk fået besked om, at vi kort før generalforsamlingen vil få et endeligt svar.
På værkets hjemmeside ligger link til både Varmeplan Randers og Varmeplan Danmark.
Generalforsamling
Generalforsamlingen holdes mandag den 25. oktober kl. 19.00 i Værum Forsamlingshus.
Dagsorden ifølge vedtægterne.
På valg er formanden Morten Bøhm, Hanne Gregersen og suppleanterne Ole Bloch og Thomas Smed Jensen. Alle modtager genvalg.
Elektronisk nyhedsbrev
Værkets hjemmeside er i fortsat udvikling. Det betyder bl.a., at du kan få nyhedsbrevet elektronisk.
Vi opfordrer flest muligt til at tilmelde sig den elektroniske version af nyhedsbrevet. Jo flere, der får nyhedsbrevet ad den vej, des færre breve skal kopieres og omdeles. Det sparer både tid og kræfter. Tilmeldingen kan ske via hjemmesiden, www.vokv.dk
Del på facebook