NYHEDSBREV – juni 2021
- Betragtelig stigning på varmeprisen
- Lyspunkter og muligheder
- Generalforsamlingerne
Betragtelig stigning på varmeprisen
Det her er den mest trælse melding, bestyrelsen har måttet komme med i sine 13 år.
Fra 1. august 2021 er vi nødt til at sætte varmeprisen betragteligt op. Helt konkret drejer det sig om 6.125 kr. på årsbasis for et standardhus. Vi kommer dermed på niveau med omkringliggende værker og er stadig billigere end et gasfyret hus, men det er en ringe trøst.
Der er flere årsag til stigningen. Den største synder er prisen på naturgas, der – godt hjulpet af den politiske beslutning om at udfase gassen til boligopvarmning – tog fart allerede i 2020. For selv om vi har et godt kørende solanlæg og træpillefyr, er vi nødt til at supplere med gas om vinteren, og med en stigning på over 350 procent pr. kbm gas er det mærkbart.
Dertil kommer, at mere end et års corona-lukning af sportsaktiviteterne i Haslund har kostet dyrt, både i manglende salg af MWh og større varmetab i ledningsnettet. Der skal stadig sendes 60 grader varmt vand til de øvrige forbrugere, og det vand, hallen og omklædningsrummene ikke bruger, kommer populært sagt til at stå og ”dampe af” i rørene.
Endelig trækkes vi stadig med den efterregning, vi fik sidste år, da vores eksterne rådgivere missede de CO2-besparelser, som solfangeranlægget burde udløse – et ansvar vi stadig søger at placere.
Helt konkret vil prisstigningen ske ad to omgange, pr. 1. august og 1. oktober, dermed lever vi op til varmeforsyningslovens regler. Hele stigningen er lagt på de faste udgifter, fordi vi synes, det en fælles og fair fordelingsnøgle, og fordi vi gerne vil understrege, at fjernvarme generelt er en konkurrencedygtig opvarmningsform.
Lyspunkter og muligheder
Situationen er dybt utilfredsstillende i sig selv og skygger samtidig for lyspunkterne. Nemlig at solanlægget opfylder forventningerne, så vi kun skal bruge træpiller og naturgas i de kolde perioder, og at godt og vel halvdelen af husstandene i Haslund pt. er tilsluttet fjernvarmen. Det er betydeligt hurtigere, end erfaringerne viser, når et helt område skal konverteres fra individuel til kollektiv opvarmning, og gør, at vi er flere om at dele de økonomiske udsving, vi ikke selv er herre over. Desuden har vi forhandlet os frem til en fordelagtig træpillepris, der ligger fast i det kommende år.
Det sidste er interessant, fordi træpiller er billigere end naturgas, men træpillekedlens kapacitet er ikke til, at vi kan skippe naturgassen helt. Dertil kommer, at risikoen er temmelig stor for, at træpiller er den næste brændselstype, politikerne dømmer ude, ikke mindst fordi pillerne klimamæssigt er belastet af megen transport.
Til at erstatte gassen som supplement til solvarmen skal vi altså igen kikke efter vedvarende energi, dvs. varmepumper. Tilskuddene til etablering af varmepumper er fordelagtige og har stor, politisk opbakning. Bestyrelsen har drøftet muligheden for at søsætte sådan et projekt allerede nu, det kunne i grove træk reducere prisstigningen til det halve. Men vi synes, det er et projekt, der naturligt hører hjemme til drøftelse på en generalforsamling, og hvis en varmepumpe kan sættes op i indeværende regnskabsår, vil det som sagt være et farvel til naturgassen og dens omkostninger.
Generalforsamlingerne
På grund af pandemien ”skylder” vi en generalforsamling i 2020, men efter anbefaling fra Dansk Fjernvarme slår vi den sammen med generalforsamlingen 2021, så begge generalforsamlinger afvikles i forlængelse af hinanden til oktober. De vigtigste emner, vi skal drøfte, vedrører indeværende regnskab og vort budget med prisstigningen og hører således til på 2021-generalforsamlingen, men er 2020 uvedkommende. Tid og sted følger.
Har du spørgsmål til prisstigningen, er du velkommen til at kontakte formand@vokv.dk , ligesom du gerne må sende spørgsmål, du ønsker uddybet på generalforsamlingen, til samme mailadresse.
Trods det kedelige budskab ønsker bestyrelsen alle en god sommer
Morten Bøhm, formand, Væth, tlf. 87 55 33 46 Hanne Gregersen, Værum, tlf. 86 44 50 95
Brian Sørensen, næstformand, Jebjerg, tlf. 86 44 55 45 Rene K. Nielsen, Værum, tlf. 20 70 58 88
Ole Bloch, Værum, webmaster, tlf. 86 44 55 78 Per Helboe, Haslund, tlf. 86 44 55 68
Søren Broch, Værum, tlf. 28 44 46 11
Del på facebook