NYHEDSBREV – juni 2012
- Ekstraordinær generalforsamling
- Billigere varme
- Klar til fyringssæsonen
- Gasprisen eksploderer
- Afkøling
- Klager efterlyses
- Ingen kommunal afklaring
Ekstraordinær generalforsamling
Som nævnt i maj-nyhedsbrevet varslede bestyrelsen, at der indenfor et par måneder ville blive indkaldt til møde vedr. et alternativt projekt til den nuværende naturgasforsyning.
Derfor indkaldes nu til
ekstraordinær generalforsamling,
tirsdag den 7. august kl. 19 i Værum Forsamlingshus.
En detaljeret dagsorden bliver udsendt senere, ligesom der vil blive indkaldt med behørigt varsel jf. vedtægterne. Men grundet ferietiden mener vi, det er mest korrekt allerede nu at advisere om mødet. Generalforsamlingens emne er andelshavernes godkendelse af et biomassefyr etableret på værkets grund i Jebjerg.
På baggrund af det mandat, bestyrelsen fik på generalforsamlingen i oktober 2011, har vi arbejdet videre med en biomasseløsning, og vil på generalforsamlingen gøre rede bestyrelsens anbefalinger.
Billigere varme
De tilbud, vi har fået hjem viser, at varmeprisen ved fyring med biomasse – incl. anlæg, finansiering, etablering og den fremtidige biomasse pris – vil ligge lidt under vores aktuelle varmepris på 500 kr. pr. MWh. Når det nuværende lån er betalt i efteråret 2015, vil varmeprisen falde med yderligere 6.000-8.000 kr. for et standardhus og dermed ende på et niveau, som tåler sammenligning med de fleste af de omkringliggende varmeværker. Samtidig er vi ”fremtidssikret” i forhold til diverse klima- og varmeplaner, da vi supplerer de fossile brændsler med mere klimavenligt brændsel.
Klar til fyringssæsonen
Der er mange godkendelser både kommunale og indsigelser fra gasselskaber, der kan indvirke negativt på projektet. Vi har dog et godt og gennemarbejdet projektforslag, hvilket bevirker, at bestyrelsen forventer, at de respektive tilladelser plus projektplanen kan være i hus i august. Det betyder, at biomasseanlægget efter alt at dømme kan være klar til den nye fyringssæson, hvis den ekstraordinære generalforsamling godkender projektet. Det skal tilføjes, at brugen af biomasse ikke kræver ændringer af radiatorer eller andet hos andelshaverne.
Gasprisen eksploderer
Hidtil har det lykkedes Værum-Ørum Kraftvarmeværk at holde gasprisen nede på omkring 1,9 kr., fremover vil komme op på 2,25-2,50 kr. pr. m3. Udover denne generelle stigning i gasprisen stiger alle øvrige afgifter som følge af regeringen energiplan, herunder nox-afgiften, som stiger fra 2,9 til 14,1 øre pr. m3 i 2013.
Med andre ord betyder den eksplosive udvikling i gasprisen, at vores nuværende pris på 500 kr. pr. MWh ville stige væsentligt, hvis vi ikke griber ind med en anden brændselsløsning.
Afkøling
Selvaflæsningen af måler har forløbet godt. Enkelte har bedt om – og fået hjælp af – varmemesteren til aflæsningen. Ved indberetningen registreres det, om afkølingen er i orden, og enkelte andelshavere har også reageret. De steder, hvor afkølingen er dårlig, vil varmemesteren og et bestyrelsesmedlem i den kommende tid kikke forbi. Besøgsrunden tager de steder først, hvor afkølingen er ringest. En god afkøling er en af de gratis ting, som vi kan gøre, for at forbedre driften. Så tag godt imod os, vi gør det, for at vi alle kan spare penge.
Klager efterlyses
Bestyrelsen opfordrer de andelshavere, der har problemer med varmen til at kontakte varmemesteren. Klagerne registreres løbende med dato for klagen, navn, hvad problemet er, og hvornår/hvordan det er afhjulpet. Dermed får vi dels en oversigt over problemernes omfang og type, dels undgår vi mytedannelse om, at folk klager forgæves. Vi har endnu ikke oplevet, at problemer ikke er blevet afhjulpet.
I den forløbne periode har værket kun modtaget ganske få henvendelser. Et gentaget problem er, at folk regulerer varmeforbruget ved at skrue ned for selve fyret, men det mindsker vandgennemstrømningen og temperaturen. Derfor: Ønsker man mindre varmeforbrug så reguler på radiatorerne inde i huset.
Ingen kommunal afklaring
Randers Byråd behandlede på sit møde den 18. juni tilslutnings- og vedblivelsespligt ved Værum-Ørum Kraftvarmeværk, samt principbeslutning for de øvrige barmarksværker herunder Langå.
Sagerne blev udsat til august.
Bestyrelsen er blevet kontaktet af Amtsavisen for kommentarer både til den manglende byrådsbeslutning, men også kommentarer til den biomasseløsning, vi varslede på sidste generalforsamling. Vi har sagt, at vi ikke har nogen kommentarer til den politiske proces. Vi har ydermere sagt, at vi havde et projekt på tegnebrættet, som andelshaverne vil blive præsenteret for det nærmere indhold på en ekstraordinær generalforsamling. Vi vil derfor ikke vil være mere specifikke overfor avisen, før andelshaverne er blevet informeret.
Ved driftsproblemer, ring tlf. 86 46 12 92
Værkets administration, tlf. 86 46 20 44
Venlig hilsen
Bestyrelsen
Morten Bøhm, formand, Væth, tlf. 87 11 80 28
Brian L. Sørensen, næstformand, Jebjerg, tlf. 86 44 55 45
Søren Nielsen, kasserer, Væth, tlf. 24 43 90 92
Søren Broch, Værum, tlf. 28 44 46 11
Hanne Gregersen, Værum, tlf. 86 44 50 95
Suppleanter:
Ole Bloch, Værum, tlf. 86 44 55 78
Thomas Smed Jensen, Værum, tlf. 20 46 77 39
Del på facebook