Nyhedsbrev november 2011
- Generalforsamling
- Massivt flertal for kommende investeringer
- Ekstraordinær generalforsamling
Generalforsamling
56 andelshavere deltog i generalforsamlingen den 25. oktober i Jebjerg Forsamlingshus.
Formanden gjorde i sin beretning rede for værkets drift og vedligehold. Andelshaverne har i det forløbne år været favoriseret af en god gasaftale, som betyder, at værkets KWh-pris har ligget i den billige ende set i forhold til andre værker.
Formanden kommenterede desuden de mange myter, der verserer om værket og bestyrelsens beslutning om at holde sig ude af polemikken. Beretningen kan ses i sin helhed på www.vokv.dk
Dansk revision gennemgik regnskabet og betegnede året som tilfredsstillende ud fra ”hvilen i sig selv-princippet”. Også regnskabet ligger på værkets hjemmeside.
Der var genvalg til bestyrelsesmedlemmer og suppleanter. Bestyrelsen har konstitueret sig med formand Morten Bøhm, Væth, og næstformand Brian Sørensen, Jebjerg.
Massivt flertal for kommende investeringer
Som varslet i Nyhedsbrevet oktober 2011fremlagde konsulent- og rådgivningsfirmaet Cowi en vurdering af mulighederne for, at værket kan fortsætte efter 2015 baseret på billig, miljøvenlig energi.
Efter at have set på andre alternativer som bl.a. sol- og jordvarme er det Cowis konklusion, at biomasse er det mest realistiske for et værk af Værum-Ørums struktur og størrelse. Det vil sige halm, flis, træpiller og lign. Selv med de påkrævede investeringer vil biomasse være en billigere løsning end at fortsætte med naturgassen, viser rapporten. Beregningerne er baseret på Energistyrelsens fremskrivning af priser på de forskellige brændselstyper.
Efter flere spørgsmål og uddybende svar fra Cowi og bestyrelsen, blev forslaget om at arbejde videre i retning af en biomasse-løsning sat til skriftlig afstemning. 54 stemte for forslaget, 4 stemte imod – 2 stemmer afgivet ved fuldmagt.
Ekstraordinær generalforsamling
På baggrund af den opgave som generalforsamlingen dermed pålagde bestyrelsen, bliver Cowi nu bedt om at udarbejde et konkret projekt for overgang til biomasse herunder økonomien for værket og dets andelshavere over et 20-årigt forløb.
Når projektet foreligger, vil det blive præsenteret for andelshaverne på en ekstraordinær generalforsamling. Derfor varsles allerede nu den ekstraordinære generalforsamling – formentlig en gang i løbet af januar.
Ifølge vedtægterne kan beslutninger træffes med almindelig stemmeflertal uden hensyn til antallet af fremmødte. Det er imidlertid bestyrelsens klare holdning, at projektet kun skal gennemføres, hvis en overvejende del af værkets andelshavere siger ja. Derfor vil kravet være, at 2/3 af de fremmødte incl. fuldmagter skal stemme for projektet på den ekstraordinære generalforsamling.
Nærmere om tid og sted for den ekstraordinære generalforsamling følger. Bestyrelsen opfordrer andelshaverne til at møde op, da det er afgørende for værkets fremtid.
Med venlig hilsen
Morten Bøhm, formand, Væth, tlf. 87 11 80 28
Brian L. Sørensen, næstformand, Jebjerg, tlf. 86 44 55 45 – Søren Nielsen, kasserer, Væth, tlf. 24 43 90 92
Søren Broch, Værum, tlf. 28 44 46 11 – Hanne Gregersen, Værum, tlf. 86 44 50 95
Suppleanter:
Ole Bloch, Værum, tlf. 86 44 55 78 – Thomas Smed Jensen, Værum, tlf. 20 46 77 39
Del på facebook