Vores kommentar til HMN´s brev til gaskunderne i Haslund.
HMN har sendt et brev ud til sine gaskunder i Haslund. I brevet understreges, at ”det kan få økonomiske konsekvenser for værket og dermed forbrugerne”, hvis Energiklagenævnet giver HMN ret i sin klage over Randers Kommunens godkendelse af fjernvarme fra Værum-Ørum.
For en ordens skyld, vil vi gerne supplere brevet med en række fakta.
Som forbrugere vil det være direkte dumt og uansvarligt at påføre værket og dermed os selv tab.
Vi har indhentet en 3-parts vurdering hos en uvildig advokat, og svaret giver os da heller ikke anledning til uro:
- Fordi Randers Kommunes tilladelse iflg. advokaten bygger på en meget høj faglig kvalitet, hvor der er taget højde for de kritikpunkter, som HMN har gentaget gang på gang.
- Fordi Energiklagenævnet i vidt omfang vil skulle bruge samme argumentation som kommunen. Vurderingen er derfor, at vi står meget stærkt. HMN har da heller ikke bedt om, at klagen skal have opsættende virkning – dvs. at ingen må tilkobles før Klagenævnet har talt, hvilket kan vare et år. Vi har dermed haft ret til at udnytte vores tilladelse fra dag 1.
- Fordi den økonomiske afsmitning på værket vil være af mindre betydning, hvis HMN mod forventning skulle få medhold i sagen.
I sit brev skriver HMN, at projektet ikke kan godkendes, fordi det ikke afspejler antallet af gaskunder i Haslund – formentlig ud fra en formodning om, at gaskunder også fremover vil vælge gas. Hertil kan vi kun sige, at projektets økonomi hænger sammen med, hvor mange kunder vi får – uanset hvilken opvarmningsform de har haft hidtil.
Med andre ord er der intet, som ændrer ved vores forventning om, at et gennemsnithus med fjernvarme kan opvarmes for 10.500 kr. årligt fra 2018 og frem.
På borgermødet den 21. februar berørte vi kort anken fra HMN, men også vores forventning til afgørelsen, ligesom vi på møderne har understreget, at der hverken er tilslutnings- eller vedblivelsespligt til fjernvarmen. Det er helt op til folk selv, hvad de foretrækker – vi kommer blot med et godt tilbud.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Morten Bøhm, formand, Væth, tlf. 72 38 98 51 Hanne Gregersen, Værum, tlf. 86 44 50 95
Brian Sørensen, næstformand, Jebjerg, tlf. 86 44 55 45 Rene K. Nielsen, Værum, tlf 20 70 58 88
Ole Bloch, Værum, webmaster, tlf. 86 44 55 78 Søren Nielsen, Væth, tlf. 24 43 90 92
Søren Broch, Værum, tlf. 28 44 46 11
Del på facebook