Motivationstarif hvad er det?

Der indføres nu en såkaldt tarif for manglende afkøling – også kaldet en motivationstarif. Bestyrelsen har drøftet dette længe og grundigt og er kommet frem til, at vi nu følger det, som stort set alle andre varmeværker allerede gør.

Vi har optimeret på stort set alle andre parametre, og vi kan ikke få prisen længere ned, medmindre vi arbejder med den måde, varmen bruges på. For at varmeproduktionen fungerer optimalt, bør returtemperaturen fra forbrugerne ikke overstige 37 grader.

Vi indfører derfor en ekstra betaling for de grader, som den enkelte forbruger ligger over de 37 grader. Denne betaling sker sammen med årsopgørelsen for varmeforbruget i 25/26, hvor årsopgørelsen kommer sommeren 2026 – altså om et år.

Vi opfordrer alle andelshavere til at gennemgå årsopgørelsen for 2025 og kontrollere den gennemsnitlige returtemperatur. Hvis den overstiger 37 grader, anbefaler vi, at man hurtigt kontakter en VVS’er. Det er ofte blot en termostat, en ventil eller en manuel indregulering, der skal udskiftes – og det er sjældent særligt dyrt.

Man får ikke en lavere returtemperatur ved at spare på varmen, men man får en billigere varmeregning, hvis anlægget kører korrekt. Vores håb er, at alle får indreguleret deres anlæg, så ingen behøver betale motivationstarif.

Som prissammensætningen er nu, betaler vi alle for den høje returtemperatur. Fremover vil det være den enkelte forbruger, der betaler.

Bestyrelsen stod overfor valget om enten at sætte varmeprisen ned med 875 kr. og indføre motivationstarif eller at undlade at sætte prisen for underdækning ned.

Vi har valgt, at det fremover er den enkelte forbrugers ansvar, at varmeenheden i huset fungerer korrekt.

Vi har analyseret, hvilke adresser der har for høj returtemperatur, og det viser sig ofte at være både nye anlæg (formentlig ikke korrekt indstillet ved installation), gamle anlæg (som trænger til et serviceeftersyn). Blandt forbrugere med god returtemperatur ser vi både et-strengede og to-strengede anlæg – så der er ikke belæg for, at særlige grupper bliver ramt. Alt tyder på, at problemerne hos langt de fleste kan løses med en forholdsvis lille indsats.

Igen – vi håber, at alle får justeret deres anlæg, så merudgiften ikke bliver aktuel.


Hvordan holder du øje med returtemperaturen?

Det vigtigste er at tjekke den årsopgørelse, der sendes ud ultimo juli 2025. Den kommer enten via PBS eller kan tilgås via værkets hjemmeside. Under Selvbetjening er der også link til E|Forsynings-Appen. Du logger ind med forbrugernummer og den pinkode, som står på bilagene, der følger med den månedlige aconto opkrævning via banken.

Du er meget velkomne til at ringe til administrationen, hvis du har brug for hjælp.

På årsopgørelsen står returtemperaturen angivet som et gennemsnit for året.

Vi har fået lavet et bilag, som kommer med årsopgørelsen. Det bilag viser hvad du skulle betale i motivationstarif, hvis den var indført nu. Hermed kan du også se, om du skal handle. Via appen og den digitale løsning kan du fremadrettet følge returtemperaturen måned for måned.

Det er vigtigt at holde øje med, at den ikke pludselig stiger. Eksempel: Hvis termostaten til varmtvandsbeholderen ikke fungerer, kan meget varmt vand cirkulere uden at blive brugt – og returtemperaturen stiger voldsomt.

For at motivere flest muligt til at handle, er tarifmodellen enkel:
For hver grad returtemperaturen overstiger 37 grader, betaler du 25 kr. pr. MWh, man forbruger årligt.

Eksempel:

Hvis returtemperaturen er 40 grader som gennemsnit for året og forbruget er 14 MWh bliver din ekstraregning:
3 x 25 x 14 = 1.050 kr./år.

Af tekniske årsager vises de 25 kr. som en procentsats på årsopgørelsen.


Hvor mange forbrugere skal se deres anlæg igennem?

Vi kender ikke præcist tallet for 2025 – det fremgår først af årsopgørelsen.

Bestyrelsen forventer dog, at ca. 200 ud af 600 husstande har en returtemperatur over 37 grader, og at 10 % af disse ligger ekstraordinært højt. Det er derfor vigtigt at reagere, da det ellers kan blive en betydelig ekstraregning.


Bestyrelsen iværksætter følgende initiativer:

  • De 10 forbrugere med den højeste returtemperatur vil fortsat få besøg af smeden for at få anlægget indreguleret.
  • Hver måned lægges sedler i postkasserne hos forbrugere med returtemperatur over 37 grader.

Vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe, men det er stadig forbrugerens eget ansvar, at varmeinstallationen fungerer korrekt.